Opsamling på FLIS-brugerundersøgelse

FLIS-brugerne er blandt andet blevet spurgt om data, validering og præsentationslag. Nu samler vi op med indsatsområder.

I april gennemførte FLIS-projektet en brugerundersøgelse for at tage temperaturen på, hvad kommunerne bruger FLIS til, hvad der fungerer godt og mindre godt, og hvor der er behov for forbedring.

Det har resulteret i nogle indsatsområder, som KOMBIT og KL sammen med kommunerne vil tage fat på.

Undersøgelsen blev sendt til alle 104 FLIS-brugere, hvoraf ca. halvdelen gennemførte. Vi takker alle der tog sig tid til at give deres mening til kende.

Hovedkonklusioner
Undersøgelsen viser, at der er svingende tilfredshed med data - tillid og validering. For økonomi- og borgerområderne er der høj tillid til data. Det er også disse områder, hvor data i videst udstrækning er valideret. De øvrige dataområder scorer noget lavere på tillid. Det hænger sammen med, at områderne i mindre grad er blevet valideret.
Indsatsen i forhold til datavalidering er allerede i gang, men resultaterne fra undersøgelsen viser, at der stadig er meget arbejde foran os. Derfor er KOMBIT i dialog med KL om, hvordan vi kan understøtte kommunernes arbejde med at datavalidere i endnu højere grad.

Derudover viste undersøgelsen, at flere af de kommuner, der i dag bruger eflis som præsentationslag er uafklarede om, hvilket præsentationslag de vil overgå til pr. 1. januar 2018.
For disse kommuner er det vigtigt, at de undersøger hvilken portalløsning, de vil skifte til den 1. jan 2018.
KOMBIT planlægger i løbet af sommeren at invitere leverandører -  som kan levere portalløsninger til kommunerne - til informationsmøde om FLIS. Mere information herom følger.

Endelig viste undersøgelsen, at det er svært at få overblik over de kanaler, vi bruger, og at der generelt er for mange kanaler.
Derfor vil vi kigge på antallet af kanaler og på at blive tydeligere om, hvilken type information man kan finde på de forskellige kanaler.